17-12-09
FDF Nisseorkester spiller juleskibet indAF: KNUD ERIK PEDERSEN
Ingen frederikshavner jul uden juleskib – og heller ikke noget juleskib uden FDF´s Nisseorkester, der marcherer spillende fra Spar Nord, gennem gågaden, ned ad Lodsgade, hvor der gøres ophold ved scenen hos Hotel Jutlandia, for at slutte ved Paradiskajen.
Søndag 20. december kl. 14.00 spiller FDF nisserne julen ind på Paradiskajen (overfor Hotel Jutlandia) og forkorter ventetiden til juleskibets ankomst.
”Rør ikke ved min gamle Jul”, som Peter Faber udtrykker det i Peters Jul.
-Derfor spiller vi de gode gamle julemelodier, som kendes af hvert et barn og enhver voksen, fortæller Carsten Højen fra FDF´s nisseorkester.
Så langt tilbage som nogen kan huske, har FDF´s nisseorkester spillet juleskibet til kaj.
Jens Chr. Overlund har været med ”hele vejen”.
-FDF´s nisseorkester spillede første gang i 1941, fortæller Jens Chr. Overlund, der har været nisseorkesterets dirigent fra 1949-2005.
De første nisseuniformer var hjemmelavede og bestod af langt, hvidt undertøj, der blev farvet rødt.
-Det var festligt når alle sættene havde været til vask og blev hængt op på vores tørresnor, husker Jens Chr. Overlund.
Gennem årene er der slidt tre sæt nissetøj op, men heldigvis er der hver gang blevet fremstillet nye sæt, så julens traditioner kunne bibeholdes.
Efter modtagelse af Juleskibet går FDF nisseorkestret til Caspershus, hvor de giver koncert og der serveres kakao og boller.
Derefter fortsætter de til handicapboligerne på Odinsvej, og derefter igen march gennem byen fra Skansegade til Nytorv. Koncert ved Midtpunkt, Kallstorv og afslutter ved Spar Nord.
Hvorfor koncert på Caspershus og ved Handicapboligerne på Odinsvej?
-Vi vil gerne glæde de mennesker, der er nødt til at bo de steder, og vi bliver godt modtaget hver gang vi kommer og spiller julen ind for dem, fortæller Carsten Højen.
Kom ned og oplev de friske FDF nisser, når de spiller alle vore kendte julemelodier. Det er kræs for øregangene og en god slapper i denne hektiske juletid.