10-02-10
Valentins dag - en romantisk tradition
Valentins dag har rødder helt tilbage til det 3. århundrede efter Kristus.
Legenden
Legenden om Valentin fortæller, at kejser Claudius II, som førte mange krige, havde svært ved at få de unge mænd til fronten.
Claudius II ophævede alle forlovelser og ægteskaber i Romerriget og forbød de unge mennesker at gifte og forlove sig.
En kristen præst, Valentinus, nægtede dog at følge kejser Claudius II og viede i al hemmelighed mange af de unge. Da Claudius opdagede det, fængslede han Valentinus og dømte ham til døden. Mens Valentinus ventede på henrettelsen, helbredte han fangevogterens blinde datter, så hun blev seende igen.
Det var til hende, Valentinus kort inden henrettelsen - den 14. februar 269 efter Kristus fødsel - skrev en sødmefuld hilsen underskrevet med de berømte ord "Din Valentin".
Derfor står der "Din Valentin" og "Min Valentin" på de røde hjertekort. Og derfor er det netop romantikken og kærligheden, der fejres på Valentins Dag.
Omkring 498 blev Valentinus ophøjet til helgen, og pave Gelasius udnævnte den 14. februar til Valentinsdag.
Hvor kommer traditionen fra?
Traditionen med at fejre Valentins dag er oprindelig engelsk/amerikansk, og i USA er det den dag, hvor der er flest vielser.
De senere år har vi taget traditionen mere og mere til os i Danmark, og det ser man tydeligt hos blomsterhandlere i dagene op til 14. februar, hvor der sælges masser af røde roser og hjerteformede dekorationer.
Restauranterne reklamerer med romantiske Valentins menuer, og guldsmedebutikkerne fremhæver de mest romantiske smykker til kvinden i dit liv.