20-02-10
Miss Daisy åbner i GågadenAF: SUSANNE GRANDT JAKOBSEN
Indehaveren af Hos Sanne i rundkørslen ved Krogen, Susanne Nielsen åbner i løbet af februar endnu en butik i Gågaden. Butikken kommer til at hedde Miss Daisy, og kan byde på modetøj i alle størrelser, sko, tasker, tilbehør og lidt brugskunst.
- Jeg henter selv tøj i udlandet og blandt andet kollektioner i England.
Når forretningen åbner, vil jeg præsentere nogle rigtig fine cocktail dresses, jeg har fundet i USA, og som man med garanti ikke har set i Danmark før, fortæller Susanne Nielsen.
Susanne Nielsens mand, tidligere verdensmester i speedway Hans Nielsen, har skiftet motorcyklen ud med rundsav og boremaskine, og er gået aktivt ind i indretningen af lokalerne i Danmarksgade.
Miss Daisy bliver en forretning i smukke og hyggelige omgivelser.
- Varesortimentet bliver til alles pengepung, og jeg får indrettet et lille hjørne til tøj for unge piger. Ligeledes bliver der en afdeling med smart modetøj i størrelserne 42 til 56. Vi har også gjort det muligt, at både kørestole og barnevogne kan komme ind butikken uden besvær, smiler Susanne Nielsen.
Her og nu mode
"Hos Sanne" har en fast kundekreds, hvor Miss Daisy nok mere vil få besøg af impulsive strøgkunder.
- Jeg bestiller ikke tøj hjem for et halvt år ad gangen, men vil hellere følge udviklingen og købe hjem løbende.
Det bliver ikke de samme varer, som man kan finde Hos Sanne, der kommer til at være her i Gågaden, forklarer Susanne Nielsen.
Personalet kommer til at rokere lidt rundt mellem de to butikker, og Susanne vil selv være at finde begge steder – dog mest i Miss Daisy i starten.
- Jeg regner med at få brug for et par personaler mere hen ad vejen, slutter Susanne Nielsen der ikke endnu kan sætte en nøjagtig dato for åbningen.