16-02-10
Hjertestarter hos Hånbæk SuperBestAF: SUSANNE GRANDT JAKOBSEN
Indehaveren af Hånbæk Centret, Ole Rysholt har indkøbt en hjertestarter til brug for alle i området.
 |   Ole Rysholt anbefaler, at man anskaffer en hjertestarter de steder, hvor der kommer mange mennesker.
|
- Der går omkring 6.500 mennesker igennem centret hver dag, og vores nærmeste naboer er en vuggestue, børnehave og fritidsfaciliteter for børn.
En hjertestarter koster omkring 12.000 kr. og det er billigt for at kunne redde menneskeliv. Mit eget personale i SuperBest samt alle i Spar Nord og Centerbageriet har fået professionel instruktion i, hvordan den virker, men ellers kan den bruges af alle, idet man får mundtlig information når skabet bliver åbnet, fortæller Ole Rysholt.
I Centerbageriet er der stor glæde over at Ole Rysholt har investeret i en hjertestarter.
- Det er en stor tryghed for os, og særlig fordi vi har været ude for, at der var en der faldt om uden for butikken. Nu ved vi hvad vi skal gøre hvis det sker igen, forklarer Jette Larsson fra Centerbageriet.
Hjertestop og hjertestarter
Pludseligt hjertestop opstår efter at der er kommet uorden i hjertets elektriske system. Dette kan udvikle sig til ventrikel-flimren, som er en livstruende tilstand, hvor blodcirkulationen ophører.
Hjertestop rammer mennesker i alle aldersgrupper, men risikoen stiger med alderen. I omkring halvdelen af alle tilfælde slår hjertestoppet ned som lyn fra en klar himmel uden forvarsel.
Hvert år rammes omkring 5.000 danskere af pludseligt hjertestop. Kun et par procent overlever, fordi hjælpen er for lang tid om at nå frem.
Hvert eneste minut tæller og chancen for at overleve falder med 10% for hvert minut der går uden hjælp.
I Danmark ligger den gennemsnitlige respons tid for ambulancer på ca. 8 minutter, og på dette tidspunkt vil chancen for at overleve være minimal.
Hjertestarter er den mest effektive behandling af hjertestop.