10. oktober 2017

Danskerne glemmer at passe på vigtigste sans

Synssansen er ifølge langt de fleste danskere den vigtigste. Derfor sætter chefoptiker Charlotte Olivius og Louis Nielsen i Frederikshavn fokus på danskernes manglende viden om synet og pleje af deres eget synshelbred.

Mere end 80 procent af danskerne anser synet som deres vigtigste sans. Alligevel glemmer de at passe på det. Samtidig viser undersøgelsen, at næsten halvdelen af danskerne, nemlig 46,7 procent, får undersøgt synet sjældnere end hvert andet år, som ellers er den gængse anbefaling fra danske optikere.
- Som danskere bør vi i langt højere grad begynde at betragte vores syn, ligesom vi betragter vores tænder og således gøre synsundersøgelser til en regelmæssig del af vores personlige sundhedsrutiner. Ligesom med tænderne bliver man med synet nemlig langt fra altid advaret af mærkbare symptomer, selvom der bør behandles, fortæller Heidi Buchholt, der er chef for klinisk udvikling hos Louis Nielsen.

Heidi Buchholt slår fast, at en generel anbefaling for synsundersøgelse er hvert andet år, men at mennesker, der har synsudfordringer, briller eller linser selvfølgelig altid bør følge de råd, de har fået fra deres optiker eller øjenlæge.

Undersøgelsen viser samtidig, at mere end en tredjedel af danskerne tror, at grøn stær forårsager smerte, mens en anden en tredjedel svarer, at de ingen viden har om, hvorvidt grøn stær forårsager smerte eller ej. Grøn stær (glaukom) er en øjensygdom, der ubehandlet kan medføre blindhed.

- Det er tankevækkende, at mere end totalt set 66 procent af danskerne ikke har den rigtige viden om en sygdom som grøn stær, der netop er en af de øjensygdomme, som kan komme snigende, uden at man selv opdager noget, før der er sket uoprettelig skade. Derfor er det vigtigt, at man husker at få sine øjne undersøgt regelmæssigt, forklarer Charlotte Olivius, der er chefoptiker hos Louis Nielsen i Frederikshavn.

Charlotte Olivius henviser til flere tilfælde i butikken, hvor synsundersøgelser har vist tegn på øjenlidelser, hvor patienten selv ikke havde nogle symptomer. På landsplan har Louis Nielsen desuden mere end 200 dokumenterede sager med patienter, der har reddet enten synet eller endda livet ved at få undersøgt deres øjne.
Torsdag 12. oktober er den officielle ”Synets Dag”, hvor der rettes specielt fokus på synet. Det markerer butikken ved at sætte fokus på resultaterne fra undersøgelsen, via en konkurrence.

- I løbet af torsdagen udtrækkes en tilfældig kunde, der får mulighed for at gå fra forretningen med sine nye briller kvit og frit, hvis vedkommende kan svare rigtigt på et spørgsmål relateret til synshelbred, fortæller Charlotte Olivius.
De omtalte undersøgelse er foretaget af analysefirmaet Kien. Undersøgelsen er foretaget blandt flere end 1.000 danske respondenter.