04. april 2018

Dannesboe på nye hænder

Poul og Hanne Dannesboe har solgt de tre forretninger til Karina Strunge, der er udlært i virksomheden.

Tekst og foto: Calle, www.lokalavisenfrederikshavn.dk

Billedtekst: Hanne Dannesboe og Karina Strunge for butikken i Danmarksgade.

I år er det 66 år siden, dørene blev slået op til Dannesboe i Frederikshavn.

Siden har der stået en Dannesboe bag guldsmedeværkstedet og smykkeforretningen, som siden er blevet til flere.

I dag drives det velrenommerede firma af Hanne og Poul Dannesboe, og består af forretningerne Dannesboe Guld og Sølv, Smykke-Hjørnet begge i Frederikshavn, samt Sæby Guld og Sølv i Sæby.

Men frem over vil Dannesboe-navnet alene være butikkens varemærke.

Hanne og Poul Dannesboe har valgt at lave et generationsskifte, som betyder, at de nu udtræder af virksomheden.

Køberen Karina Strunge, og hun er klar til at løfte ansvaret for Dannesboe – en butik hun kender indefra helt fra læretiden.

Derfor har hun da også stået klar i kulissen og været parat til at overtage, når Hanne og Poul Dannesboe ønskede at stoppe.

Og det er altså nu
– Når vi kalder det generationsskifte er det fordi det er det nærmeste vi kan komme det. Ingen af vores børn har interesse for faget rent fagligt, det har vores Karina, som startede som elev i Sæby Guld og Sølv og har holdt sølvbryllup i firmaet, de sidste par år dog i Dannesboe Guld og sølv, siger Hanne Dannesboe.

For hende og Poul Dannesboe er det et farvel til mange fantastiske spændende år.

For Poul Dannesboes vedkommende et langt arbejdsliv som guldsmed med egenproduktion, produktion til leverandører samt oplæring af lærlinge.

Hanne Dannesboe har haft sit arbejdsliv i Sæby Guld og Sølv, frem til år 2000, hvor hun rykkede til Frederikshavn.

Flytningen skete, da Hanne og Poul Dannesboe overtog de to butikker i Frederikshavn helt efter guldsmed Jørgen Dannesboe.

– Det er en fantastisk spændende branche, hvor der hele tiden sker noget nyt. Samtidigt kommer man jo utrolig tæt på kundekredsen, så derfor er det da i alle måder vemodigt at sige farvel, understreger Hanne Dannesboe.

– Men efter 40 og flere end 50 år i branchen, er det nu vi har trykket på knappen, siger Hanne Dannesboe med et smil.


Og ingen tvivl om, at Karina Strunge glæder sig.
Og med sine 45 år – og sølvbryllup i firmaet, så har hun et afgørende kendskab til arbejdsgangene og kunderne – så det er i alle måder et elegant generationsskifte, der her er aktiveret.

Firmaet forsætter uforandret med de samme dygtige piger i butikkerne og med guldsmed Michael Jacobsen på værkstedet.