15. maj 2018

Siri og Seebach på Knivholt

10-årige Siri vandt Rabatbogens konkurrence om billetter til familiekoncerten 10. juni - og både hun og Rasmus Seebach kommer

Tekst o& foto: Calle, www.lokalavisenfrederikshavn.dk


FREDERIKSHAVN: Familiekoncerten med Rasmus Seebach og Citybois er den eneste af sin slags i Vendsyssel, og arrangørerne er med i en eksklusiv klub på kun fem koncertsteder i Danmark - Frederikshavn, Aalborg, Aarhus, Odense og København, som i 2018 kan præsentere Seebach for hele familien.

10. juni går det løs på Knivholt og blandt de mange tilskuere vil 10-årige Siri Skou Meinertz være - sammen med en veninde og familie. Siri er nemlig den heldige vinder af fire billetter til årets store familiekoncert arrangeret af Sportens Venner.

Siri udfyldte prompte konkurrenceblanketten i Årets Rabatbog - skrev navn og adresse og tilføjerede to hjerter og et håber.

Og det er også helt i orden.
Håbet er lysegrønt og her blev det kronet med held, for account manager Pernille Thygesen, NORDJYSKE, trak hendes blanket op af den store bunke - og så kom hjerterne til deres ret.

Og Siri glæder sig vildt til at høre særligt Seebach - men selvfølgelig også Citybois.

Og rigtig glad vil hun blive hvis Rasmus Seebach har sangen 2017 med til Frederikshavn - sangen der omhandler den rodløse Rasmus forhold, som var ved at smuldre, men som blev samlet op og dermed gjorde, at sønnen Holger kom til verden.

- Det er min yndlingssang, siger Siri.

Nu skulle man måske tro, at musik var hele Siris liv - det er det også, men ikke alene.

For selv om klaverspillet på musikskolen skal passes, og selv om der skal synges med i Bangsbostrand Kirkes børnekor, så er der altså også tid til Junior Ranger-arbejdet og fjerde klasse på Bangsbostrand skole.

Familiekoncerten falder dagen efter Rock i Frederikshavn og er med samme arrangører.

- Vi har prøvet det før, og det var en kæmpe succes, da vi i 2014 arrangerede familiekoncert med Rasmus Seebach, fortæller Casper Høgsted fra Sportens Venner, og Seebach er ikke mindre populær nu, end da han optrådte på Knivholt sidst.

Netop derfor er Sportens Venner sikre på massiv publikumsopbakning, selvom Rock i Frederikshavn afvikles dagen før på samme scene.

- Det er indlysende, at vi skal rubbe neglene for at blive klar til endnu en koncert blot 12 timer efter Rock i Frederikshavn. Det kan kun lade sig gøre, fordi vores frivillige hjælpere fra Kvissel-Ravnshøj Idrætsforening er villige til at knokle for at få det til at lykkes, understreger Casper Høgsted.

Erfaringerne fra 2014 viste at koncertgæsterne sagtens kan adskille de to arrangementer.

Rock i Frederikshavn er den store voksen-hygge-havefest og familiekoncerten er en familiefest på børnenes præmisser, så arrangørerne er ikke nervøse for, at de to koncerter kannibaliserer hinanden.