Fremragende Frederikshavn
Hvert år kommer der store events til byen, skæve og sjove arrangementer til handelslivet og innovative tanker bliver ført til handling i erhvervslivet.
Som byens handelsstandsforening har FREDERIK og handelschefen Dan Kobberup et klart formål: At arbejde for at gøre Frederikshavn til en stærk by med et solidt handelsliv og et sydende og alsidigt kulturliv.
Handelsstandsforeningens gavekort gælder til 100 af byens butikker og restauranter. ”Jo flere oplevelser og produkter vi kan tilbyde med gavekortet, des sjovere er det at give i gave. Sidste år formåede vi at vende den ellers faldende kurve, og vi har haft en rigtig stor fremgang i salget af vores gavekort hos Super-Brugsen og Frederikshavn Turistbureau,” fortæller Dan Kobberup, der glæder sig på både foreningens vegne, men i lige så høj grad på byens vegne. ”Gavekortet giver os mulighed for at støtte det lokale forretningsliv, og overskuddet investeres direkte i udvikling og markedsføring af byen. Derfor er det en rigtig god nyhed, at gavekortet nu også kan bruges til oplevelser i Arena Nord, Det Musiske Hus og Maskinhallen.”
Alle oplevelser tæller
Arena Nords slogan er ’Store oplevelser’ og Søren Qvist, som står for koncept og markedsføring, slår fast, at de store oplevelser ligeså godt kan være den lille intime koncert i Maskinhallens Værksted, som det store brag i Det Musiske Hus. ”Alle oplevelser tæller, og for os er det vigtigt, at både store og små navne bliver repræsenteret, så der er oplevelser til alle.” I Maskinhallen er der plads til at udfolde de mindre arrangementer og de små koncerter. De helt store events, som Nordic Ink Festival i november og Rasmus Seebach, der kommer forbi her til marts, finder sted i selve Arena Nord, hvor der er plads til 4000 gæster.
”Til Nordic Ink Festival havde vi 41 stande, 60-65 tatovører og 2500 gæster, så det var en succes, og her til foråret afholder vi forårsmesse, der kan inspirere til både hus og have,” siger Søren Qvist.
Igennem de sidste år er der bygget et rigtig godt netværk op hos Arena Nord, og det har gjort det nemmere at få store navne og arrangementer til byen. ”Det store og flotte forårsprogram Arena Nord præsenterer, er med til at give gode grunde til at besøge Frederikshavn, men i særdeleshed også til at bo her og støtte op om alle de lokale initiativer store som små,” runder Dan Kobberup af.
FREDERIKs gavekort kan bruges til alle Arena Nords arrangementer, og billetterne kan købes i Det Musiske Hus, siger Søren Qvist og minder om den daglige åbningstid mellem 9 og 15 på hverdage.








