Højt humør og masser af erfaring!
Elastikker, hæfteklammere, bølgepap, kontorstole, kuglepenne og printere er blot en lille del af udvalget hos HJ Kontorcenter.
Om halvandet års tid kan virksomheden fejre 30 års jubilæum, og til trods for hård konkurrence og finanskrise har de formået at udvide butikken og holde humøret højt. ”Selvfølgelig er vores mål at drive den bedst mulige forretning og sørge for at prioritere rigtigt, når det brænder på. Men derudover tror vi på, at godt humør og humor i hverdagen er en af nøglerne til en succesfuld virksomhed,” fortæller Michael Jørgensen, der selv har ansvaret for salg og personale hos HJ Kontorcenter.
Et moderne kontorforsyningscenter i dag skal kunne opfylde mange behov. ”Det er rart at kunne handle de fleste ting ét sted – både for os og for vores kunder. Det kan fx være, at vi leverer kontorartikler til kontoret, kasser og emballage til produktionen og kopi- og printløsninger til IT-afdelingen hos samme kunde. På den måde får vi skabt en helhed i forhold til kundens virksomhed,” fortæller Michael Jørgensen.
Det gode netværk
Det var Jens Iversen, der startede HJ Kontorcenter for snart 30 år siden. Den gang var det blot tre ansatte, der holdte skansen. I dag er butikkens arbejdsstyrke på 19 mand. ”Mange af mine kollegaer har været her mellem 15 og 25 år. Det giver mig en god mavefornemmelse – også i forhold til fremtiden. Her føler medarbejderne sig hjemme, både når det går godt, og når vi møder udfordringer,” fortæller Michael Jørgensen. Han lægger især vægt på personalepleje som et kriterium for en succesfuld virksomhed. ”Du kan ikke have en god forretning, hvis de ansatte altid er utilfredse. De udgør rygraden i virksomheden, og for os er det vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte medarbejder. På den måde bliver der plads til at dele både glæder, sorger og et godt grin med hinanden. Det er også noget, kunderne kan mærke, når de handler hos os,” slår Michael Jørgensen fast.
Det handler om prioriteringer
I 2008 udvidede HJ Kontorcenter med en afdeling for kopi og print. ”Vi sælger maskinerne, men også vedligeholdelsen og service i et tidsrum efter købet. Det har vist sig at være en succes, så det var et godt valg vi fik truffet lige inden finanskrisen satte ind.” Michael Jørgensen har også et tydeligt eksempel på, hvad den rigtige prioritering kan betyde for virksomhedens fremtid, da HJ Kontorcenter for nyligt mistede sin absolut største kunde. ”Mange er ude for at skulle spare, sådan er det jo. Vi besluttede os for at bruge sælgernes tid, der blev frigivet fra den gamle kunde til at søge nye kunder og udfordringer – simpelt hen arbejde os ud af det ved at se mulighederne i stedet for begrænsningerne. Det gav pote, og i dag er vi stadig 19 medarbejdere og har kunder i hele Nordjylland.”








